En stor flok børn og voksne fra FDF Havdrup samlede henkastet affald omkring Kalkgraven i Solrød Kommune d. 9. sep. Det blev til 13 fyldte sække med bl.a. McDonald’s affald, diverse plastik, bind, tamponer, dåser og flasker. De fandt også en indkøbsvogn og en støbejernsgryde.
’Det var en herlig tur i smuk natur med engagerede forældre og børn’, fortæller deltagerne. ’Alle har deltaget med stor entusiasme.’
FDF Havdrup er en fritidsaktivitet for børn og unge med leg, fællesskab og sjove oplevelser. De går på opdagelse i naturen, laver bål og meget mere. FDF arbejder ud fra kristne værdier, og er tilknyttet den danske folkekirke. I FDF skaber man gode relationer, og lærer børn og unge at tage ansvar for andre og værdsætte det forpligtende fællesskab.
’Det bedste ved foreningen er stort engagement og fantastisk sammenhold blandt både børn og voksne. I fællesskab får vi ting til at ske’, fortæller medlemmerne.
Sponsorpengene på 3000 kr fra Ren Naturs sponsorer vil foreningen bruge til en fælles oplevelsestur med sejlads eller klatring.